Job Openings Bygningschef

About the job Bygningschef

Dette er din chance for at blive en del af Håndværkerforeningen, hvor du vil fremme det gode håndværk gennem drift og vedligehold af unikke ejendomme.

Systematisering af drifts- og vedligeholdelsesafdelingens aktiviteter

Som bygningschef i Håndværkerforeningen vil du referere til den administrerende direktør, som du vil arbejde tæt sammen med, og du vil blive en del af ledergruppen. Du vil i rollen som bygningschef sikre ledelse, udvikling, stabil og effektiv drift samt sikre struktur og systematisering af afdelingens opgaver og aktiviteter. Du vil lede, udvikle og inspirere afdelingens 10 medarbejdere og sikre indfrielsen af de ønskede driftsmål. Ydermere får du ansvaret for udarbejdelsen af drifts- og vedligeholdelsesplaner og skal lede og drive den strategiske retning og udvikling samt sikre prioritering af afdelingens vigtigste projekter og udviklingstiltag, samtidig med at der konstant er fokus på god beboerservice. Derudover skal du løbende afsøge nye muligheder for kvalitetsforbedring og effektivisering. Endeligt bliver du overordnet ansvarlig for alle drifts- og vedligeholdelsesbudgetter. Dette indebærer budgetlægning, budgetopfølgning samt rapportering for drifts- og vedligeholdelsesorganisationen.

Stærk lederprofil med byggeteknisk baggrund

Den rette kandidat til rollen som bygningschef hos Håndværkerforeningen har en relevant byggefaglig baggrund som bygningskonstruktør, ingeniør eller en lignende byggeteknisk uddannelse. Dertil bringer kandidaten en passion for godt håndværk og en ambition om løbende at optimere og forfine Håndværkerforeningens faglige standarder. Ydermere har du en stærk ledelsesmæssig erfaring, der gør dig i stand til at sætte retning og skabe struktur for afdelingens opgaver og aktiviteter. Du har derudover erfaring med boligudlejning. Yderligere er du kommunikativ stærk og har gode samarbejdsevner, der gør dig i stand til at kommunikere klart og effektivt med alle interessenter - interne såvel som eksterne.

Som person er du struktureret, tillidsvækkende, helhedsorienteret og samarbejdsvillig. Du er dernæst dygtig til og trives med at bibeholde overblikket og evner at se ting i et større perspektiv, men din faglige baggrund sætter dig i stand til at gå i detaljer, når dette er påkrævet. Det forventes, at du kan tage initiativ og på systematisk vis kan drive og strukturere afdelingens aktiviteter. Du besidder desuden et godt købmandskab og evner at skabe god forretning. Du har en naturlig egenskab til at udvise personlig integritet, autoritet, selvkontrol og handlekraft, som gør, at du har evnen til at forebygge, håndtere og løse konflikter med udgangspunkt i en respektfuld, åben og klar kommunikation. Du har lysten til at påtage dig en fremtrædende rolle og er god til at medvirke til at skabe et godt arbejdsklima.

Vær med til at sikre bevaring af håndværkstraditioner i moderne forbedring

Dette er din mulighed for at lede og videreudvikle en afdeling med kvalitet og integritet i højsædet. Rekrutteringsprocessen varetages af Venaris Executive Search (www.venaris.dk). Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Executive Search Consultant, Lars Nordlund Bidstrup, på +45 31 23 30 18. Alle henvendelser behandles fortroligt. Tøv endelig ikke med at uploade dit CV, hvis denne stilling er relevant for dig - det er ikke nødvendigt at medsende ansøgning.

Håndværkerforeningen

Håndværkerforeningen blev grundlagt i 1840 og har siden da arbejdet med at støtte og fremme håndværk i Danmark. Med base i det historiske Moltkes Palæ i København har foreningen været en vigtig institution for håndværkere gennem generationer, og den fortsætter med at spille en central rolle i branchens udvikling. Foreningen repræsenterer over 1900 medlemmer, der spænder fra ejere af små virksomheder til ledere af mellemstore virksomheder inden for alle traditionelle håndværksfag. Håndværkerforeningens medlemsbase inkluderer også en række laug og brancheorganisationer, og foreningen administrerer derudover ejendomme på vegne af Fonden Alderstrøst, Skomagerstiftelsen og en række andre fonde og foreninger. Ejendommene under administration er overvejende beboelsesejendomme og bevaringsværdige bygninger, der kræver håndværksmæssig omhyggelighed og omhu.